Prinsesse Lila og prinsen på den vrede hest
- af Per Holbo
Copyright 2012 Per Holbo (tekst) og Kathrine Wanninger (illustrationer)
Smashwords Edition, License Notes
This ebook is licensed for your personal enjoyment only. This ebook may not be re-sold or given away to other people. If you would like to share this book with another person, please purchase an additional copy for each recipient. If you’re reading this book and did not purchase it, or it was not purchased for your use only, then please return to Smashwords.com and purchase your own copy. Thank you for respecting the hard work of this author.
Find flere bøger af samme forfatter her:
http://www.smashwords.com/profile/view/PerHolbo
Prinsesse Lila og Prinsen på Den Vrede Hest
Der var en gang en prinsesse, som hed Lila. Lige som alle andre prinsesser boede hun på et slot med tårne og vagter og det hele. Hendes værelse lå allerøverst i et tårn, sådan som alle smukke prinsessers værelser nu engang gør.
Tårnet var så højt, at ingen kunne høre, hvis hun nu var ked af det og havde lyst til at græde. Det var en fordel, for ”rigtige prinsesser græder ikke,” sagde Prinsesse Lilas far altid.
Så selv om Lila nogle gange havde virkelig meget lyst til at græde, så tog hun sig sammen og strammede læberne til. For Prinsesse Lilas far var kongen i landet og en konge kan man ikke sådan sige imod.
Men oppe i tårnet kunne hun slippe tårerne løs og hyle, så bjergene rystede. Her kunne ingen høre, at prinsessen var ked af det, så hun gav den hele armen:
”Buhaaaaaaaa!” græd hun højt, til hun ikke havde mere luft.
Så trak hun al den luft ind i lungerne, hun kunne og så igen, endnu højere og endnu længere: ”BuHAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAA!”
”Stakkels Prinsesse, dog, hvad kan du være så ked af, at din gråd må vælte sne fra bjergtoppen og give mig mavekneb?” lød en stemme.
Prinsesse Lila snøftede og kæmpede med tårerne.
”De siger, jeg skal giftes,” sagde hun med hovedet dybt nede i puden, så man knap kunne høre det, ”og det har jeg slet ikke lyst til.”
”Jamen, hvorfor dog ikke,” spurgte stemmen. ”Er det en helt igennem forfærdelig Prins, de har fundet til dig?”
Nu kom Prinsesse Lila til at tænke på, at hendes værelse jo lå ret højt oppe og at der faktisk slet ikke burde have været nogen, der kunne høre hende. Og hun blev en anelse nysgerrig på, hvem hun talte med. Så hun løftede hovedet fra puden, mens hun svarede: ”Næh, han er såmænd sød nok. Han er faktisk EN DRAGE!”
”Hvor sjovt,” sagde dragen i vindueskarmen, ”Det er jeg også. Men jeg har da aldrig før hørt om en konge, der havde fundet en drage som prins til sin prinsesse.”
”Nej, nej” sagde Prinsesse Lila, ”HAN er ikke en drage, DU er en drage. Hvor kommer du fra? Hvad laver du her? Hvem er du? ……Vil du æde mig?”
Dragen kiggede forbavset på hende fra vinduet, som han forsøgte at mase sig igennem, selv om han egentlig var lidt for stor: ”Gider du lige! hmpf… hvad skulle jeg æde dig for? argh…” Han pustede og stønnede til han endelig fik sig møvet igennem med et ordentligt POP! og væltede ind på gulvet.
”Drager spiser ikke prinsesser,” sagde dragen og børstede sig på vingerne, ”Vi kan ikke tåle det. I øvrigt er jeg slet ikke sulten. Jeg har ondt i maven, fordi du græder.”
Lila kiggede eftertænksomt på dragen og besluttede, at han da egentlig så meget rar ud. ”Hvad spiser drager så?” spurgte hun.
”Følelser,” svarede dragen, som om det var mest naturlige i verden, ”Men kun de dårlige følelser. De gode følelser giver halsbrand og så spyr vi ild,” fortsatte han og satte sig på sengen. ”Og det er altså ikke så smart, når man gerne vil være gode venner.”
Lila kravlede ud på sengekanten ved siden af dragen og skulle lige til at spørge om noget mere. Men det nåede hun ikke, for nu kiggede dragen hende dybt ind i øjnene.
”Nå, Lila,” sagde han på samme måde, som når hendes far var allermest sød og rar. ”Hvad er det så med den prins, som alligevel ikke er en drage? Kan du ikke lide ham?”
”Joh, han er faktisk ret sød,” svarede hun, ”men hans hest er så forfærdelig vred hele tiden. Den skælder ud og råber ad mig, uanset, hvad jeg gør. Og den følger ham næsten overalt.”
Dragen lyttede med ørerne lagt helt tilbage langs ryggen. ”Hmm…” sagde han, ”det må vi se at få gjort noget ved. Hvor er han?”
”Nede i tronsalen med min far,” sagde Lila og kiggede ned i gulvet. Hun havde en bange anelse om, at dragen ville have hende til noget, hun absolut ikke havde lyst til. Hun fik ret, for han rejste sig op med et ryk og tog hende i hånden: ”Nå, men så må vi jo hellere gå derned og ordne det!”